Faciliteter

Faciliteter

Den traditionsrige spisesal er et af kollegiets centrale samlingssteder, hvor alumnerne mødes til morgen- og aftensmad. I dagtimerne fungerer den desuden som læsesal og danner ramme om eksamenslæsning og fordybelse. I spisesalen står blandt andet et koncertflygel fra Odd Fellow Palæet, som især benyttes ved festlige lejligheder som gallafest, vårfest og andre særlige arrangementer.

I forlængelse af spisesalen ligger pejsestuen, der fungerer som et hyggeligt samlingspunkt. Her mødes alumnerne til afslappede vinteraftener foran pejsen, ligesom stuen danner ramme om en lang række arrangementer i løbet af året.

Kollegiets billardstue og bibliotek danner ramme om studiegrupper, filmaftener, brætspil, foredrag og andre sociale, kulturelle og festlige aktiviteter. Biblioteket rummer en omfattende bogsamling og er et populært studie- og opholdsrum for kollegiets alumner.

På begge kollegiets femte sale findes fælles tagterrasser med liggestole og siddepladser. Tagterrasserne benyttes flittigt gennem sommeren og er særligt populære nytårsaften, hvor de byder på en enestående udsigt over København.

Derudover råder kollegiet over en gymnastiksal, et styrketræningsrum, en cykelkælder, en vaskekælder samt en hyggelig gård med udendørskøkken og grillområde.