Historie

Historie

Nordisk Kollegium blev opført i perioden 1940-42 af Hans Ove Lange (1878-1961), direktør og grundlægger af det sagnomspundne firma Nordisk Fjer. Kollegiets opførelse blev finansieret af Nordisk Fjerfabrik A/S, og frem til virksomhedens konkurs i marts 1991 modtog kollegiet økonomisk støtte fra Nordisk Fjer, først direkte og senere indirekte via H.O. Langes Fond, der ejede en betydelig aktiepost i firmaet.

På initiativ af H.O. Lange blev kollegiet oprettet som en selvejende institution. Denne konstruktion beskyttede kollegiet mod at blive inddraget i konkursboet, da Nordisk Fjer A/S indgav betalingsstandsning i november 1990 og senere gik konkurs i marts 1991. Kollegiets status som selvejende sikrede dets fortsatte drift uafhængigt af den økonomiske skandale, der ramte moderselskabet. Nordisk Fjer-skandalen regnes som en af de største erhvervsskandaler i Danmarkshistorien.

Kollegiet er beliggende på Strandboulevarden 30-32 på Østerbro og huser i dag 131 alumner (beboere), der alle har gennemført mindst ét års studier på en længerevarende uddannelse i Københavnsområdet. Derudover råder kollegiet over fem lejligheder af varierende størrelse, som også er beboet af alumner. I alt bor der ca. 140 personer på kollegiet. I daglig tale omtales kollegiet som NOKO eller Noko, og det er et af de få tilbageværende kollegier i København, der tilbyder kost tilberedt af eget køkkenpersonale. Det eneste andet kollegium i København med denne ordning er G.A. Hagemanns Kollegium, der ligger få hundrede meter væk på Kristianiagade.

Kollegiets trefløjede bygning i national funkisstil er tegnet af arkitekten Hans Jørgen Kampmann og blev opført under Besættelsen. Bygningen, der blev indviet den 29. september 1942, modtog priser for sin arkitektur af både Københavns Kommune og Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse. Ved indvielsen deltog prominente gæster som kronprins Frederik (senere Frederik IX), kronprinsesse Ingrid, statsminister Vilhelm Buhl og nobelprisvinder Niels Bohr.

Kollegiets værelser er placeret i de to sidefløje, mens fælleslokalerne hovedsageligt findes i midterbygningen, som forbinder de to sidefløje. Resten af midterbygningen fungerede oprindeligt som administrationsbygning for Nordisk Fjer A/S, men anvendes i dag som kontorbygning, uafhængigt af Nordisk Kollegium.

Livet på kollegiet er præget af mange traditioner, der udvikles løbende. Blandt de vigtigste begivenheder er:

  • Den årlige gallafest i oktober
  • Vårfesten i foråret
  • Indflytterfester for nye alumner
  • Den årlige tovtrækningskonkurrence på St. Bededagsaften mod alumnerne fra G.A. Hagemanns Kollegium, som finder sted på Kastellet
  • Den årlige OL-turnering (NOKO-Open) i oktober, hvor der konkurreres i mange forskellige discipliner

De mest centrale begivenheder for alumnerne er de to årlige Plenum-møder, som afholdes i februar og september. Her vælges en ny Styrelse, forpersoner for diverse udvalg samt én ny alumnerepræsentant til hvert Plenum.